Beretning

Mit livs rejse

Rigmor Slotsager Holten går i 9. klasse og var i sommeren 2017  på 3 ugers sprogrejse med EF Education First i Brighton – en rejse, der har forandret hendes liv.

Sommerferien i Brighton blev fyldt med oplevelser og nye venskaber, som har ændret Rigmors syn på livet og på det at rejse: ”Jeg er blevet så glad for at rejse, og jeg har fået så meget appetit på at komme ud og opleve verden” fortæller Rigmor.

Er en sprogrejse overhovedet noget for mig?

Det var ikke helt uden forbehold, at Rigmor bestilte en sprogrejse: ”Jeg var meget i tvivl, om det nu var mig. Men vejlederne i EF hjalp mig med at vælge den helt rigtige destination og give mig ro på” forklarer Rigmor. Alligevel var de sidste dage op til afgang uendeligt nervepirrende. ”Jeg var vildt nervøs på vej til lufthavnen, for jeg havde jo så mange forventninger, men kendte slet ingen mennesker” fortæller Rigmor. Men hun oplevede med det samme, at det var helt naturligt at falde i snak med de andre, og at der både var plads til at være genert og udadvendt i den danske gruppe.

“Mit bedste råd er, hvis du er I tvivl, så bare gør det! Jeg var selv i tvivl, om det nu også var noget for mig, men en sprogrejse er for alle!”

Et fantastisk liv på campus

Rigmor boede på campus i Brighton og fortæller:

”Det var vildt fedt – lidt ligesom en efterskole, hvor der altid var nogen at snakke med”

Og Rigmors tvivl forsvandt hurtigt: hun fik de bedste venner både fra den danske gruppe, og fra sin internationale klasse. Selve undervisningen var helt anderledes end derhjemme: ”Det føltes ikke som skole. Selvom vi havde grammatik hver dag, så var det projekterne der fyldte mest. Vi havde nye temaer hver dag og arbejdede sammen i grupper eller lavede sjove aktiviteter” fortæller Rigmor. Forud for rejsen havde Rigmor taget en sprogtest, hvor hendes engelskniveau blev vurderet, så hun blev placeret i en klasse, hvor alle var på samme niveau. I starten var det selvfølgelig udfordrende, at alt foregik på engelsk, men det blev hurtigt naturligt.

Faktisk beskriver Rigmor, at det mest udfordrende ved rejsen var, at der hele tiden skete så mange ting, som man ikke ville gå glip af, og at det var svært at få tid til at trække sig lidt tilbage.

En personlig udviklingsrejse

Når Rigmor skal forklare, hvad hun har fået ud af sin sprogrejse, kan hun næsten ikke finde ud af, hvor hun skal starte: ”Jeg har bare lært så meget. Ikke kun engelsk, men jeg har også lært mig selv bedre at kende. Jeg er blandt andet blevet meget mere åben” fortæller hun. Det har været en oplevelse for livet at lære om fremmede kulturer og at få venner fra hele verden.

Og eventyret er kun lige begyndt:

Jeg har fundet ud af, at jeg gerne vil være én der rejser meget. Det er blevet vigtigt for mig at opleve andre kulturer og udvide min horisont

Med venner i hele verden, er der også kun gode grunde til at tage afsted.